
Surdej & langtidshævning
Velkommen til Mikrobageren i Listed – vores lille hobbybaserede familiebageri på Bornholm, hvor vi sammen med vores, nu voksne, børn arbejder for det gode madhåndværk og passionen for langtidshævet surdejsbagværk.
Vores familie har i mange år haft en stor interesse for at bage brød og kager til os selv, og denne interesse blev grundlaget for vores bagerieventyr i Mikrobageren.
Fra loppemarked til mikrobageri
I sommeren 2022 holdt vores familie et loppemarked på vores parkeringsplads, hvor vi bagte frisk surdejsbrød og boller til de besøgende. De positive tilbagemeldinger samt vores datters cafedrømme inspirerede os til at udvide projektet, og kort efter tog vores lille hobbybageri form.
Med hjælp fra vores nabo, keramikeren “Lov i Listed,” som forærede os en kaffemaskine, åbnede vi en vinduesbod, hvor vi kunne tilbyde kaffe og boller TO GO. Gennem vores vinduesbod, ved vores køkken, sælger vi vores langtidshævede surdejs-bagværk direkte til forbipasserende – en oplevelse, der hurtigt blev populær.
For at imødekomme den stigende interesse for vores surdejsbagværk investerede vi i 2023 i en Rofco-stenovn fra Belgien, og i 2024 fik vi endnu en ROFCO stenovn, som gjorde os i stand til bedre at kunne følge med efterspørgslen på vores stenovnsbagte surdejsbrød.
Vi tilbyder et udvalg af surdejsbrød, boller, rugbrød samt forskellige kager, der alle bliver bagt af økologiske melsorter fra Valsemøllen på Bornholm.
Vores produkter fremstilles i begrænset skala med tid, omhu og respekt for de gamle bagertraditioner.
Se også dette indslag fra TV2 Bornholm som har lavet en 10 minutters reportage om vores lille mikrobageri:
Kom med bag facaden på Listeds lille mikrobageri.
